Fire lokale foreninger og initiativer i Herning og Ikast-Brande kommuner har modtaget 69.350 kr., som de kan bruge til aktiviteter til glæde for lokalsamfundene. Pengene er uddelt af Fonden bag Andelskasserne i område Nord.
Danmark er fyldt med energiske ildsjæle. Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet.
Fonden bag Andelskasserne i område Nord har netop til formål at støtte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene og har derfor givet en økonomisk hjælpende hånd til fire initiativer i lokalområdet.
Modtagerne er:
- Ikast Børnefestival modtager 25.000 kr. til at understøtte festivalen.
- Ønskelandets Venner modtager 14.350 kr. til projektet ’Dyreliv i Nordsognet’.
- Børneliv i Byen modtager 20.000 kr. som tilskud til kultur og oplevelser for børn og unge.
- Herning Forenede Håndboldklubber får 10.000 kr., der skal bruges til initiativet ’Trille/Trolle’.
Det glæder Michael Knudsen, som er bestyrelsesmedlem i Fonden bag Andelskasserne i område Nord, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.
”For mig som det lokale bestyrelsesmedlem i Midt- og Vestjylland er det vigtigt, at vi er med til at støtte op om nogle af de mange lokale projekter og dermed også de initiativrige ildsjæle, der står bag. På den måde bidrager vi til at fastholde og udvikle aktiviteterne i lokalområdet og dermed også øge interessen for at bosætte sig og leve i de midt- og vestjyske lokalsamfund,” siger Michael Knudsen.
For at komme i betragtning til fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område og fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber. Vigtigt, fordi fællesskaberne bringer mennesker sammen og er til glæde for en bred kreds af lokale borgere.
For nylig mødtes ildsjæle fra de lokale initiativer i Andelskassen i Ikast for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden. Her deltog centerdirektør for Andelskassen i Ikast, Carsten Helligsø Nørbjerg.
”Det ligger dybt i vores DNA at støtte op om de lokalområder, som vi og vores kunder er en del af, og det er dejligt at kunne være med, når fonden bag banken uddeler midler til lokale initiativer. I vores lokalsamfund er der mange gode projekter og initiativer, som fortjener et økonomisk rygstød, og det glæder mig at se, hvordan fondsmidlerne kommer til at gøre en positiv forskel for mange mennesker,” siger Carsten Helligsø Nørbjerg.
På Andelskassens hjemmeside andelskassen.dk/om-banken/organisation-og-ledelse/fonde/fonden-for-andelskasserne-i-omraade-nord/ kan man holde sig orienteret om ansøgningsfristen for næste uddeling af støttemidler. Her finder man også ansøgningsskema og yderligere information om, hvilke betingelser ansøgningerne skal opfylde.